LINNEA
Hun er kun 12 uger gammel – ruhåret hønsehund af race – hentet hjem for 14 dage siden fra Jylland hos sin fine familie – familien, der er vant til præmier i vinderklasser og mesterskaber.
Hun har allerede været igennem slemme oplevelser som halekupering og øretatovering, og mangler nu kun den første vaccination – så vi kan sige dav til de andre hunde på jagten. En tur på stranden er det også blevet til – en lille forsigtig svømmetur – vand er jo dejligt – eller hva`?
Forventningerne er store! Kan hun gøre sig gældende næste år på klapjagterne – bliver hun brugbar – er hun nervefast – er næsen god – er hun lærenem??
Hun åbner sløvt øjnene, som ville hun sige: Det skal nok gå, Far!
Nu drejer det sig om tryghed, renlighed og tilknytning – vi sover stadigvæk sammen om natten, men en dag flytter jeg tilbage i soveværelset – så må vi se!
LINNEA hedder hun – efter den smukke nordskandinaviske blomst.
For smuk er hun – kønne øjne – lidt klein – brunspættet – ikke så meget ruhår endnu – og ikke gråmeleret som sine forgængere. Anderledes – det tror jeg egentlig, at jeg har det godt med.
Jeg sætter hende ned på græsset og straks tager hun en forkølet stand for den ene ringdue – højre forben løftet – men med halen imellem benene. Hun ved intet om livet endnu. Om al den træning vi skal igennem, om alle de mange nye indtryk, der vil komme både ude og hjemme.
Lige nu lærer mor hende at hente bolde, og hendes ivrighed er stor – faktisk både moderens og Linnea`s.
Det er en god begyndelse til apporttræningen.
Medens jeg beundrer den lyserøde klatrerose ved den gamle bænk, kommer Linnea tilbage og vil op igen. Jeg synes, hun er ved at blive tung – 9 kg. Hun har allerede taget 2 kg på i de første 2 uger. Fodrer vi for godt?
I næste uge er vi færdige med den sidste nye fasan voliere – og så sætter vi kyllinger ud. Linnea skal selvfølgelig med – i snor – hun skal have færten. Det er vigtigt, hun får så meget i næsen som muligt – gerne tidligt.
Det bliver en spændende sommer.
Ikke springe op – sit – komme på fløjt – indlæres uophørligt i dagligdagen med små godbidder. Det går stærkt fremad.
Hun færdes nogenlunde frit i hus og have, men et af stederne, hun ikke må komme endnu – er Vævestuen.
Her regerer mor med væv og garn, og det er grangiveligt en for stor fristelse for Linnea. Det må vente.
På den ene væv er der sat op til nogle pragtfulde tørklæder i kamgarn 20/2.
I SKAL NOK FÅ OPSKRIFTERNE HER PÅ HJEMMESIDEN.
fortsættelse følger!
Det er september. Høj klar himmel – stadig lunt om dagen – køligere om natten.
Interessen for at komme igang med indendørssyslerne er så småt stigende, og vi kan mærke, at væverne begynder at interessere sig for at få materiellet i orden.
LINNEA, vor lille ruhår, er nu 5 måneder gammel. Har været igennem alle de obligatoriske vaccinationer og kure, og deltager så småt på ande- og duetrækkene.
Hun tegner godt – den lille tøs – er helt renlig nu – kommer på fløjt – kan sitte og dække – og er ikke SKUDRÆD.
I næste uge starter hun på hvalpekursus – og efter nytår går det løs i jagtforeningen med apportering, dæk, hinter osv. Det er en spændende tid, vi går imøde.
Hjemme har Merete gjort klar til den første væveopskrift på hjemmesiden. Den vil blive fulgt af mange, truer hun.
Vor tanke er at arbejde mere med den teoretiske side af håndvævningen – bindinger-mønsterteknikker – og på mange opfordringer VÆVETIPS.
Alle er iøvrigt velkomne til at indsende gode foreslag og ideer. Vi skal så vidt som muligt bringe materialet – naturligvis afhængig af plads på hjemmesiden.
Ellers er vi rede til sæsonstart.
Vi glæder os til at høre fra jer allesammen!!
En ualmindelig våd november måned er til ende.Det har været ubehageligt at træne en hundehvalp udendørs. Det har ikke været vejr at sende en hund ud i !
Det gamle ord passer.
LINNEA eller TØSEN som vi også kalder hende, vor lille ruhårstæve er nu godt 7 måneder gammel – bliver kønnere og frækkere – vejer ca 23 kg nu.
Hun har været en del med på jagt – i snor – i de forløbne måneder, og har selvfølgelig nydt alle de mange indtryk, som hun har fået på mark og i skov.
Hjemme arbejder vi med apportbukken og øver dæk. Det går fremad, men der er
sandelig langt igen.
I vævestuen er Merete i fuld gang med en lille sød billedvævning – Vesterhavet –
Se billedet! Det er ren hør 16/2. Merete har anvendt vor nye oplægning på 5 gram, så hun har ikke ødslet med garnet.
5 grams dukker koster kun kr. 10,- pr stk
og findes iøvrigt i 80 farver.
Hun er drillesyg – glad og munter.
Hendes jagtinstinkt er klart vækket, og det overskygger til en vis grad alt hvad vi
har lært hende op til nu. Kun når hun er i kort eller lang line, forstår hun, at nu er det
træningstid igen. Sådan er det!!
Sidste lørdag blev jeg imidlertid stolt. På jagtforeningens kursus arbejdede hun sammen med 6 lidt ældre hunde. De blev linet op – siddende. Vi gik 30 skridt bagud-og kaldte dem ind – en efter en – Det gik rigtig flot! – måske fordi jeg havde ladet linen ligge ned over ryggen på hende. Ja, der er mange fiduser.
Vi har været hos dyrlægen – fordi hun fik små vorter i munden-kaldet papilom -.
Det er ikke noget problem, sagde dyrlægen, og hun fik ret. De er væk nu.
Farmand har anskaffet sig et jagthorn – og går nu til spil hver onsdag. Svært – men rigtig interessant at arbejde med disse århundrede gamle jagtsignaler. Linnea er tilsyneladende indforstået.
Merete anvender sine weekends for øjeblikket til på kursus hos væverlauget at forbedre sin farvelære og komposition. Hun har dog haft tid til at gøre 4 påske-servietter.
Se venligst månedens opskrift.
RIGTIG GLÆDELIGT FORÅR !!
På grund af det regnfulde og kolde vejr i Juni og Juli er vi kommet meget sent igang med svømmetræning og apportering fra vand. Årsagen og fejlen ligger helt klar hos farmand, som under ingen omstændigheder ønsker at sænke sit legeme i udendørs vandtemperatur under 18 grader.
Nu er vi imidlertid i fuld gang , og selvom alle sikkert vil hævde, at en hund bare kan svømme, vil jeg påstå, at det er yderst vigtigt, at man tager det roligt, og får hunden til at accepteredet våde element, og at den ikke kan bunde.
Nogle hunde stejler i vandet, for at få fodfæste med bagbenene, og dette medfører en forfærdelig plasken med forbenene, og en stigende angst for dette fremmede element.
Har man ikke en ældre hund til at vise vejen, må man selv i bølgerne, men lige pludselig er al stønnen og prusten såmænd pist væk, og hunden ligger fint i overfladen.
Linnea er, af en hønsehund at være, utrolig vandglad, og se hende i fuld flugt i det knæhøje vand er en udsøgt fornøjelse.
Dagen efter sådan en vandgang er det hviledag.
Efteråret nærmer sig – og dermed alvoren. Kan hun klare andejagten og sidde stille på duetræk. Det vil tiden vise.!!
Merete har anvendt sommeren til at væve stof til tasker, stolebetræk etc.
Se månedens opskrift!
Træningen går videre! Sidde rolig på ande – og duetræk – også når der skydes. Apporteringen er ikke ganske på plads, så hun er stadig i lang line, når vi samler op på marken.
Hun var også i lang line, da hun forstyrrede en rå i store skræpper ved åen. Hun forfulgte råen sålangt de 12 meter line rakte, og slog derpå 5 kolbøtter. Måske en heldig ting, da dette formodentlig vil være medhjælpende til at stoppe hende i fremtidige forfølgelser af hårvildt – også når hun ikke er i line.
Så kom oktober med de første fasanjagter, og een gang skulle jo være den første. Hun skulle slippes i fasansåterne, og gå i et fornuftigt tempo, stå for de trykkende fasaner, rejse dem og forholde sig rolig.
Hun skulle vænne sig til at blive smidt over vildthegn, og her må jeg sige, at det er dejligt, hun kun vejer 24 kg i modsætning til hendes forgænger på 42 kg.
Hun skal uanset hvor spændende det er, stoppe op, når såten er blæst af, og hun er nået ud til skytterne, og ikke blot fortsætte i næste såt. Det ville ikke være populært!
7-8 gange er hun sluppet nu, og det er ligesom om, hun har fattet meningen med jagten og systemet. Kun en enkelt gang gik hun kortvarigt med et stykke råvildt,(rapport fra de andre jægere), og havde derefter svært ved at finde tilbage til sin far i granerne. Hun søgte ham utålmodigt blandt sideposterne. I næste såt gik hun tættere på mig – 25-30 m – og selv et rålam lod hun løbe efter en kort jagt.
Det tegner godt. For en skovhund skal hun jo være – uden det store søg – og hun skal holde kontakten til mig, for går man igennem tæt krat, brombær, mandshøje brændenælder, over grøfter etc., hører man kun sneppeklokken i hendes halsbånd. Visuel kontakt er vanskelig. Det giver hunden en ekstra frihed, som man skal være meget opmærksom på.
Apropos grøfter, havde jeg en fast aftale med hendes forgænger, når vi skulle springe over, og han var i line. Spring sagde jeg til ham, og let og elegant trak han mig med over. Sådan gik det ikke med Linnea i Ejby Skov. Hun sprang ikke da jeg råbte, og selvfølgelig endte jeg i grøften og fik fyldt støvlen med vand.
Snart skal familien ud at rejse uden hund. Linnea skal i pension for første gang. Hun skal nu nok få det godt. MEN HVAD MED OS ANDRE?
JANUAR -FEBRUAR 2005
Fra Rye Catholic Church i New York med flere end 1000 kirkegængere juleaften til den lille hyggelige Vedersø kirke i Vestjylland , er der et enormt spring.
Fra hylende brandbiler på Manhattan til det øde og snedækkede klitlandskab og de barske bølger ved vestkysten – er det en oplevelse udover det sædvanlige.
Vi havde fornøjelsen af begge ender af dette spektrum i Dec. -Jan.
LINNEA, vor ruhår, var naturligvis i pleje, mens vi var over atlanten, og det gik forbavsende godt. Det var første gang, hun var “hjemmefra”, men hun klarede det fint.
Turen til Vedersø var derimod i hendes regi. Hun besteg klitterne med en elegance og hurtighed som et rådyr, og de store vidder langs havet var virkelig en udfordring for hendes mange kræfter.
Hun sov godt om natten!!
Jagtsæsonen er forbi, og nu skal vi have fat i alle de ting, der gik mindre godt. Lydighed – apportering etc.
Der er nok at arbejde med!
Hun er netop nu i gang med sin løbetid nr 2 i sit liv. Det er besværligt i forhold til de gamle hanhunde, vi havde før, men vi har besluttet, at hun ikke skal steriliseres. Vi vil respektere og prøve at forstå hendes særheder i den periode, men besværligt er det.
Merete har også haft tid til at tænke på nye opskrifter – så kig ind med jævne mellemrum på vor hjemmeside – og hør mere!
Foråret er heldigvis på vej nu. Erantis og vintergækker, som vi faktisk har haft i haven siden januar, har jo helt været dækket af sne – men de holder ud, de små forårsbebudere.
LINNEA kigger noget forundret på dem, og tænker måske, at nu kan vi måske snart begynde forårstræningen i jagtklubben.Og det gør vi også efter påske!!
Merete har slået sig på løbbinding i denne vinter – og se selv hvad der foreløbig er kommet ud af det. Ring blot hvis du er interesseret i at høre mere!!!
HAV EN GOD PÅSKE!!
Året 2006 har mere eller mindre stået i flytningens tegn – væk fra forstadshuset og ud på landet i et gammelt men velrenoveret bondehus.
Hvordan reagerer en hund på sådan en omvæltning? Vor hund LINNEA – ruhåret hønsehund tog det i stiv arm – eller pote – . Bare madkurven og hendes mennesker var de samme.!! Og så var der lige det med de ekstra 3000 m2 hundegård. Det gav hende noget at se til.
Også jagten i efteråret er forløbet fint. Hun er nu med sine 3 1/2 år efterhånden en gammel snu tæve. Ikke mange fugle undgår hendes opmærksomhed i såterne.
Og denne opmærksomhed er samtidig kombineret med en pragtfuld sans for stil og elegance i arbejdet på mark og i skov. Ros har hun fået !
Men lige nu midt i storm, regn og indimellem frost og høj sol er familien rejst nogle dage til “Vesterhavshytten” i Vedersø. Linnea er utroligt fascineret af klitterne, vejret og vidderne. Hun kan sidde bag terrassedøren – eller på kanten af det store hav og se forelsket på Guds egen natur.
Værnengene i den sydlige del af Ringkøbing Fjord er en oplevelse udover det sædvanlige. Alskens fugletræk af dimensioner, som kun venter på lejlighed til at fortsætte sydpå – eller måske blive, hvis temperatur og foder tillader det.
Linnea måtte naturligvis forblive i sit bur i bilen. Det skulle ikke blive hendes dag. men skønt var det!
Hjem igen! Merete er foruden et aktuelt løbbindingskursus netop igang med at sætte op til et nyt gulvtæppe til stuen. Det bliver hør, Mattlin, Brage og Mattgarn.
Nærmere vil tilflyde jer!
Hvordan går det egentlig med Linnea? har mange spurgt i den sidste tid.
Tak, godt!!
Linnea er vor ruhårstæve på nu 5 1/2 år, og selvom hun er “verdens bedste hund”, er det jo klart hvalpe og unghundetiden, der er mest interessant og spændende.
Jeg har ikke villet trætte jer med dagligdags foreteelser, men kan berette at hun har udviklet sig til en kær og god familiehund, som samtidig har de medfødte og tillærte færdigheder for at være en dygtig brugshund.
Lad os håbe vi har hinanden mange år endnu!
SOMMER 2018
LINNEA drog til de evige jagtmarker den 25. juni 2018.
[/
one_half_last]